Yep; så er det sgu jul igen. Tror ikke jeg kan tænke på en tradition, som jeg har et mere ambivalent forhold til end julen. På den ene side elsker jeg, som formodentlig de fleste andre, fridagene, julefrokosterne, gløgg, æbleskiver, julebryggene, julekalendere og ikke mindst de mange julesange (nye som gamle). Men samtidig er jeg ved at kaste op når der skal jule pyntes ("her skal jo gerne være lidt hyggeligt"), sendes julekort (hvilket vi dog har fået afskaffet herhjemme), for slet ikke at tale om når vi kastes ud i det ulideligt kommercielle købe julegaver ræs. Samtidig skal vi (voksne og børn især) være ih og åh så engleagtige og interessere os for venner, familie og vores medmennesker generelt, som vi ellers ikke giver en fløjtende fis for resten af året. Der var jo ikke helt skævt da MC Einar konstaterede at ”samvittigheden klares med en ulandskalender". Gider så dårligt nok begynde at diskutere, hvor svært jeg har ved at forstå at folk absolut skal i kirke juleaften. Går man i kirke må det vel være for at fejre Jesus fødselsdag og gør man det, så er det vel forhåbentlig fordi man er religiøs. Men at gå i kirke én gang om året (hvilket sandsynligvis er tilfældet for 95% af de mennesker, der møder op i kirkerne i morgen) gør jo ikke just en til religiøs eller? Så prøver de ihærdigt at forklare sig med, at det har noget med traditioner at gøre. Og det er så her, at de mister mig fuldstændig, for i hvor mange andre tilfælde gider vi tilegne os traditioner fra noget, som vi 364 dage om året i øvrigt hverken interesserer os for eller tror på? Nå men jeg holder som altid gode miner til slet spil, for ungerne skal naturligvis ha’ en hyggelig jul (jeg slipper dog for kirken), så der er and, mandelgave, julehygge og moderat gaveorgie. ”Moderat” fordi vi prøver at ramme stadiet mellem overflod og den pinlige oplevelse det må være at komme i skole i det nye år og fortælle, at man kun fik nyt undertøj i julegave. Når alt dette så er sagt, skal jeg dog ikke undlade at ønsker alle (de få vel nærmere) jer, som måtte have læst dette en GLÆDELIG JUL!
fredag den 23. december 2011
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar